Forfangenhed

Forfangenhed (Laminites)

Laminitis eller forfangenhed.



Hvad er forfangenhed?


Der er skrevet mange afhandlinger om dette emne, hvorfor jeg kun sporadisk vil skrive om det.


Sværhedsgraden af forfangenheden kan gå fra meget let forfangen til meget svær forfangen. Sidstnævnte vil kræve aflivning af hesten.


Endvidere skelnes mellem om hovbenet roterer, synker (eller begge dele) eller slet ikke ændrer position i hoven.


“Små-forfangen”.


Idét graden af forfangenheden kan være meget forskellig, mener jeg, at man udmærket kan tale om, at en hest er/har været “små-forfangen”, ligesom vi, som mennesker, godt kan være små-forkølet eller have lidt influenza, uden det betyder, at vi har behov for at være sengeliggende.


Hvis en hest har været “små-forfangen” vil det ikke efterlade sig spor i hoven, fordi der ingen skader er sket. Hesten har blot været lidt øm og småt gående i en kortere periode.


“Ved at blive forfangen”?


Jeg bliver ofte spurgt af kunder, om jeg “kan se, om hesten er ved at blive forfangen”!


NEJ, det kan jeg bestemt ikke, og det er der ingen overhovedet, der kan se.

Vi kan, som alle andre se, om hesten evt. er DISPONERET for forfangenhed - EMS, fedtkam, småfed generelt og så videre. Endvidere er hesten disponeret for atter at bliver forfangen, hvis den tidligere har været forfangen.


Man kan som beslagsmed (og hovtrimmer) kun se, at hesten tidligere har været forfangen. Man kan som udgangspunkt ikke tidsbestemme, hvornår den har været forfangen, blot konstatere, at den har været det. Dog skal det siges, at en hest, der inden for det sidste halve år har været forfangen, vil have tydelige skader/aftegninger i sålen efter forfangenheden, hvilket ses under beskæringen af hoven.


Disse skader ses ved blodige aftegninger i den lyse sål, når man med kniven renser sålen op. Aftegningerne vil vise konturen af hovbenet, og tydeligheden vil afhænge af graden af forfangenheden.


Særdeles mange heste har små/mindre blodige pletter i den hvide linje, hvilket ses under beskæringen. Dette er ikke indikation af forfangenhed, men blot tegn på en form for midlertidig stress eller slag på hoven, og i øvrigt aldeles ufarligt.


“Subklinisk Forfangen”.


Nogle nævner, at hesten er “subklinisk forfangen”. Det er en meget ukorrekt påstand. For at en tilstand skal være subklinisk kræver det, at tilstanden ikke kan MÆRKES, SES, FØLES eller MÅLES. Så snart man kan mærke, se, føle eller måle en tilstand, er tilstanden KLINISK.


“Subklinisk” betyder “et tidligt stadie af en sygdom, inden der ses symptomer”. Dvs. en subklinisk tilstand normalt kun opdages gennem en blodprøve, urinprøve eller spytprøve.


Forfangenhed kan endnu ikke konstateres via en af førnævnte prøver.



Efter en diskussion på Facebook med en dyrlæge, der hårdnakket hævdede, at subklinisk forfangenhed eksisterede, kontaktede jeg Det biovidenskabelige Fakultet (tidl. Kongelige Veterinære Landbohøjskole) og forelagde dem sagen.


Min skrivelse til Det biovidenskabelige Fakultet findes sidst i denne artikel.


Svar fra Det biovidenskabelige Fakultet:


Her fik jeg telefonisk oplyst (direkte henvist til min skrivelse), at der i det daglige ikke findes subklinisk forfangenhed, MEN man har en generel opfattelse af, at forfangenheden må indledes med ændringer i den biomolekylære sammensætning i blodet, før lamellerne svulmer op bliver røde og afgiver varme - altså før den kliniske forfangenhed.


Man er bare ikke i stand til - på nuværende tidspunkt - at måle disse biomolekylære ændringer i blodet med henblik på konstatering af evt. forfangenhed.


Som det er nu, er det eventuelle subkliniske stadie ikke målbart, idet stadiet alene må antages at være på det biomolekylære stadie. Der findes ikke brugbare måleinstrumenter eller -metoder, der kan måle, om en hest er eller kan være subklininsk forfangen. Om 25 eller 50 år vil der højest sandsynligt være udviklet måleinstrumenter eller -metoder til at måle disse biomolekylære ændringer, så til den tid vil subklinisk forfangenhed være en naturlig del af diagnostiseringen af hesten.


Derfor giver det på nuværende tidspunkt ingen mening at tale om “subklinisk forfangenhed”.



Forfangenhedens udvikling:


Enhver forfangenhed starter med at blot en enkelt lamel svulmer op og bliver rød. Dette afgiver varme. Selvfølgelig kan varmen fra en enkelt lamel ikke umiddelbart mærkes, men med rette måleinstrumenter kan den måles. Tilstanden er altså klinisk.


Efterhånden som forfangenheden skrider frem bliver flere og flere lameller opsvulmede, og snart kan varme på hovkapslen mærkes. Puls kan mærkes på siden af piben. Hesten er på dette stadie tydeligt halt.


Forfangenheden vil formentlig fortsat udvikle sig, og på et tidspunkt bliver lamellerne så svage, at de giver efter for trækket af den dybe bøjesene og/eller hestens vægt. Hovbenet begynder at rotere og/eller synke. Til sidst kan hovbenet perforere sålen og blive synligt på undersiden af hestens hov. Hesten står nu helt bestemt til aflivning. Undervejs i forløbet vil hesten højest sandsynligt også ligge ned på grund af smerter. Den vil ikke rejse sig op.


Heldigvis standser udviklingen af forfangenheden som regel på de lette niveauer. Det betyder, at hesten blot er dårligt gående, og vil være det gennem længere tid (et par måneder), men efter den rette skoning og yderligere et par måneder vil hesten være fuldt ridbar igen. At hovbenet er roteret enkelte par grader eller sunket lidt har ingen betydning for hestens fremtid. Hesten kan muligvis også komme tilbage til normale sko og evt. også gå uden sko igen, hvis dette foretrækkes.


Når hovbenet er roteret (eller som nogen siger - drejet) bliver den hvide linje i tåstykket bredere end normalt, fordi afstanden mellem hovben og hovkapsel bliver større. Det er en af indikationerne på, at hesten har været forfangen. Endvidere vil dragterne vokse hurtigere end den øvrige hov, hvorfor vækstlinjerne ikke længere forløber parallelt med hinanden, men spreder sig som en vifte i dragerne. Det er en anden indikation på, at hesten har været forfangen. Mange heste vil på grund af den ændrede vækst i hoven have tendens til vingedannelse. Dette er endnu en indikation på, at hesten kan have været forfangen. (Vingedannelse ses hos særdeles mange heste, der aldrig har været forfangne.)


Det er vigtigt at man IKKE bedømmer hesten ud fra en eller to af ovenstående indikationer og siger, at hesten har været forfangen. Det kræver erfaring at vurdere.


Udløsende årsager til forfangenhed:


Der findes mange andre udløsende årsager til forfangenhed:


Det er ikke kun græs, der kan udløse forfangenhed. Af øvrige faktorer kan nævnes overvægtige ryttere (belastning - ses hos islandske heste og øvrige ponytyper), kraftig daglig brug af hesten (ligeledes belastning - ses mest hos køreheste), hopper i fol (svangerskabsforgiftning), medicinering, forkert fodring mv.


Man kan betragte hesten som et glas, hvori alle udløsende faktorer til daglig fyldes i, uden det giver problemer. Hesten kan tåle det hele, hvorfor man til stadighed “fylder på”. På et tidspunkt (man kan ikke sige hvornår) flyder glasset pludselig over og forfangenheden er en realitet. Man kan ikke sige, hvad der var den udløsende faktor, men eftersom de fleste heste får græs på folden, er man tilbøjelig til at tro, at det var græssets skyld.


Alle siger, at græs er årsagen til at en hest bliver forfangen. Det er - som ovenfor antydet - en sandhed med store modifikationer, men nok opstået fordi små fede ponyer, hentes ind fra græsfolden og findes forfangne.




Skrivelse til Det biovidenskabelige Fakultet:


“Kære KU-Life.                                                                                                                               Lyngerup den 18. september 2020


Emne: Forfangenhed vs. subklinisk forfangenhed.


Jeg har altid opfattet en subklinisk tilstand som en tilstand, der alene kan konstateres via blodprøve, urinprøve og lign. En subklinisk tilstand kan ikke ses, måles eller mærkes. Min opfattelse har jeg gentagne gange fået bekræftet, når jeg spurgte ind til det hos læger og enkelte dyrlæger.


Eksempel:
En patient kommer til lægen for et sundhedstjek. Lægen spørger om patientens almene tilstand. Patienten har det fint og mærker absolut ingen ting - alt er bare helt fint. Dette bekræftes af lægens kliniske undersøgelse af patienten. Patientens puls, temperatur mv. er helt normal. En blod- og urinprøve afslører dog, at patienten lider af sukkersyge.


Dette er en subklinisk sukkersyge.


Første tegn på forfangenhed hos en hest er inflammation af lamellerne. Inflammationen bevirker, at lamellerne svulmer op. Dette afgiver varme, der dog stadig kun kan måles ved fintfølende instrumenter. Hesten vil formentlig også være påvirket af ømheden og dermed halt i meget let grad. Haltheden kan ses.


Begge disse indikationer er kliniske.



Med denne viden er jeg af den opfattelse, at subklinisk forfangenhed ikke eksisterer, fordi forfangenhed ikke på nogen måde kan konstateres via blod- eller urinprøver.


Mange har den opfattelse, at fed hest/pony, fedtkam over halsen, bred hvid linje i hoven, uens vækstlinjer og meget andet er tegn på "subklinisk forfangenhed". Min opfattelse er, at hesten i disse tilfælde er “disponeret for forfangenhed” eller at den har/kan have været forfangen tidligere. Alle ovennævnte tegn er i øvrigt kliniske.


På internettet, nærmere Facebook, havde jeg en diskussion med en dyrlæge, der i klare vendinger oplyste mig, at jeg var forkert på den. Hun oplyste, at subklinisk forfangenhed fandtes og efterfølgende opremsede tilstande, der klart var kliniske eller blot tilstande, som jeg kategoriserer som “risikogruppen for forfangenhed” eller "disponeret for forfangenhed".


Dyrlægen forklarede videre, at lægerne (menneskelægerne) var meget rigide i deres sprogbrug og diagnoser, og at samme præcision i definitioner og diagnoser ikke var nødvendig for dyrlægerne, fordi det kun er dyr, vi har med at gøre.


At hesten er disponeret for at blive forfangen betyder absolut ikke, at vi ikke skal passe på dyret, men den er endnu ikke syg. Det svarer til - efter min opfattelse - at man står på kanten af en stejl bakke og risikerer at falde ned, hvis man ikke passer på. Man er dog endnu ikke faldet ud over kanten.


Mange svarer ud fra “jeg har hørt”, “jeg mener”, “mange siger” osv. Det er ikke sådan et svar jeg efterlyser. Jeg efterlyser et fagligt korrekt svar, derfor denne skrivelse.


Jeg ønsker kun at give mine kunder den mest korrekte og præcise information og evt. behandling og er nu i tvivl:


Jeg vil naturligvis tilrette min hjemmeside udfra svaret, jeg modtager på denne skrivelse.



Findes subklinisk forfangenhed, og hvilke symptomer leder vi i givet fald efter?


Dyrlægen skriver på side 5 citat: “Heldigvis behøver dyrlæger ikke være lige så rigide, som læger bliver oplært til at være”.


Er det korrekt, at man ikke har samme præcision med diagnoser og definitioner inden for veterinærmedicin, som man paktiserer inden for menneskemedicin?


Endvidere henviser dyrlægen (bilagets side 7) til en udenlandsk beslagsmed, Pete Remey, at han har erfaret, at der ofte kan ses tegn i hoven flere år i forvejen før akut forfangenhed i virkeligheden ses.


Kan Pete Remeys udsagn have noget som helst på sig?


Jeg har indsat skærmprint af kommunikationen med dyrlægen på vedhæftede bilag.


På forhånd tak.


Med venlig hilsen


Jesper Andersen,
Reg. beslagsmed,
Landerslevvej 1,
Lyngerup,
3630 Jægerspris.


(BEMÆRK at skærmprint af kommunikationen med dyrlægen på FB ikke findes her på siden.)


I skrivelsen stiller jeg et par andre spørgsmål, som meget kort besvares nedenfor:


Svar vedr. Pete Remey:
Nej, man kan ikke se mulig forfangenhed lang tid tidligere, end den konstateres klinisk.


Svar vedr. om dyrlæger er mindre præcise (rigide) i diagnosen:
Nej, man søger samme akkuratesse i diagnosen af dyr, som læger gør med mennesker.