Forfangenhed

Forfangenhed (Laminites)

Laminitis eller forfangenhed.

 

Hvad er forfangenhed?

Der er skrevet mange afhandlinger om dette emne, hvorfor jeg kun sporadisk vil skrive om det.

Sværhedsgraden af forfangenheden kan gå fra meget let forfangen, der næppe opdages, til meget svær forfangen, der vil kræve aflivning af hesten.

Endvidere skelnes mellem om hovbenet roterer, synker (eller begge dele) eller slet ikke ændrer position i hoven.

 

Jeg bliver ofte spurgt af kunder, om jeg "kan se, om hesten er ved at blive forfangen"!

NEJ, det kan jeg bestemt ikke, og det er der ingen overhovedet, der kan se.


Vi kan, som alle andre se, om hesten evt. er DISPONERET for forfangenhed - EMS, fedtkam, småfed generelt og så videre. Endvidere er hesten disponeret for atter at bliver forfangen, hvis den tidligere har været forfangen.

Man kan som beslagsmed (og hovtrimmer) kun se, at hesten tidligere har været forfangen. Man kan som udgangspunkt ikke tidsbestemme, hvornår den har været forfangen, blot konstatere, at den har været det. Dog skal det siges, at en hest, der inden for det sidste halve år har været forfangen, vil have tydelige skader i sålen efter forfangenheden, hvilket ses under beskæringen af hoven.

Disse skader ses ved blodige aftegninger i den lyse sål, når man med kniven renser sålen op. Aftegningerne vil vise konturen af hovbenet, og tydeligheden vil afhænge af graden af forfangenheden.


Særdeles mange heste har små/mindre blodige pletter i den hvide linje, hvilket ses under beskæringen. Dette er ikke indikation af forfangenhed, men blot tegn på en form for midlertidig stress eller slag på hoven, og i øvrigt aldeles ufarligt.

 

Nogle nævner, at hesten er "subklinisk forfangen". Det er noget VRØVL. Det findes ikke. For at en tilstand skal være subklinisk kræver det, at tilstanden ikke kan MÆRKES, SES, FØLES eller MÅLES. Såsnart man kan mærke, se, føle eller måle en tilstand er tilstanden KLINISK.


"Subklinisk" betyder "et tidligt stadie af en sygdom, inden der ses symptomer". Dvs. en subklinisk tilstand normalt kun opdages gennem en blodprøve.


Forfangenhed kan ikke konstateres via en blodprøve.


Enhver forfangenhed starter med at blot en enkelt lamel svulmer op og bliver rød. Dette afgiver varme. Selvfølgelig kan varmen fra en enkelt lamel ikke umiddelbart mærkes, men med rette måleinstrumenter kan den måles. Tilstanden er altså klinisk.

Efterhånden som forfangenheden skrider frem bliver flere og flere lameller opsvulmede, og snart kan varme på hovkapslen mærkes. Puls kan mærkes på siden af piben. Hesten er på dette stadie tydeligt halt.

Forfangenheden kan fortsat udvikle sig, og på et tidspunkt bliver lamellerne så svage, at de giver efter for trækket af den dybe bøjesene og/eller hestens vægt. Hovbenet begynder at rotere og/eller synke. Til sidst kan hovbenet perforere sålen og blive synligt på undersiden af hestens hov. Hesten står nu helt bestemt til aflivning. Undervejs i forløbet vil hesten højest sandsynligt også ligge ned på grund af smerter.


Heldigvis standser udviklingen af forfangenheden som regel på de lette niveauer. Det betyder, at hesten "blot" er dårligt gående, og vil være det gennem længere tid (et par måneder), men efter den rette skoning og yderligere et par måneder vil hesten være fuldt ridbar igen. At hovbenet er roteret enkelte par grader eller sunket lidt har ingen betydning for hestens fremtid. Hesten kan muligvis også komme tilbage til normale sko og evt. også gå uden sko igen, hvis dette foretrækkes.


Når hovbenet er roteret (eller som nogen siger - drejet) bliver den hvide linje i tåstykket bredere end normalt, fordi afstanden mellem hovben og hovkapsel bliver større. Det er en af indikationerne på, at hesten har været forfangen. Endvidere vil dragterne vokse hurtigere end den øvrige hov, hvorfor vækstlinjerne ikke længere forløber parallelt med hinanden, men spreder sig som en vifte i dragerne. Det er en anden indikation på, at hesten har været forfangen. Mange heste vil på grund af den ændrede vækst i hoven have tendens til vingedannelse. Dog ses vingedannelse langt oftere på raske heste.

Det er vigtigt at man IKKE bedømmer hesten ud fra en eller to af ovenstående indikationer og siger, at hesten har været forfangen. Det kræver erfaring at vurdere.

 

Der findes mange andre udløsende årsager til forfangenhed:


Som tidligere nævnt er det ikke kun græs, der kan udløse forfangenhed. Af øvrige faktorer kan nævnes overvægtige ryttere (belastning - ses hos islandske heste og øvrige ponytyper), kraftig daglig brug af hesten (ligeledes belastning - ses mest hos køreheste), hopper i fol (svangerskabsforgiftning), medicinering, forkert fodring mv.


Man kan betragte hesten som et glas, hvori alle udløsende faktorer til daglig fyldes i, uden det giver problemer. Hesten kan tåle det hele, hvorfor man til stadighed "fylder på". På et tidspunkt (man kan ikke sige hvornår) flyder glasset pludselig over og forfangenheden er en realitet. Man kan ikke sige, hvad der var den udløsende faktor, men eftersom de fleste heste får græs på folden, er man tilbøjelig til at tro, at det var græssets skyld.


Alle siger, at græs er årsagen til at en hest bliver forfangen. Det er - som ovenfor antydet - en sandhed med store modifikationer, men nok mest opstået fordi små fede ponyer, hentes ind fra græsfolden og findes forfangne.

© 2016 Jesper Andersen's Beslagsmedie