Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø


Beslagsmedene har et hårdt fysisk arbejde med stor risiko for tidlig nedslidning. Selve skoningen af hestene er meget krævende, så der er ingen grund til at besværliggøre det yderligere ved mangelfulde arbejdsforhold.


Det er en selvfølge, at hestene er søde og velopdragne samt vant til at kunne stå bundet i to kæder på staldgangen. Hestene skal også helt klar, være vant til at løfte ben og holde dem i den tid, det tager beslagsmeden at sko eller beskære hesten.


Hestene skal have rene og tørre ben, når beslagsmeden skal arbejde med dem. Våde og mudrede ben er glatte og nærmest umulige at holde fast på, hvorfor der er stor risiko for, at beslagsmeden skærer sig selv eller får søm i hænderne. Endvidere bliver hænderne ødelagte/udtørrede af mudderet. Værktøjet, der benyttes, bliver meget hurtigt sløvt og ubrugeligt, hvis hovene ikke er rene og tørre.


Pladsen, hvor beslagsmeden skal arbejde, skal være ca. 2,5 meter bred, og bag hestens bagben skal der være mindst 2 meter friplads til at arbejde på. Gulvet skal være plant og skridsikkert. Hvis der skal udføres arbejde hele året, er det vigtigt, at beslagpladsen er fri for kulde og træk, ligesom den skal være overdækket mod nedbør og direkte sol. Hesten skal kunne stå bundet i to kæder, hvis ikke der er en person til at holde hesten, mens den bliver beslået.


Den korrekte belysning er også vigtig. Belysningen skal være rigelig og placeret korrekt i forhold til hesten og beslagsmeden. Lyset må ikke placeres lige over hesten, men på begge sider af hesten, således hverken hest eller beslagsmed skygger for lyset under udførelsen af arbejdet. Der sættes endvidere stor pris på, at der er anbragt et lysarmatur bag ved hesten. Med tilstrækkelig lys menes lysstofrør-armaturer med to lysstofrør i hver og mindst 36 watt pr. lysstofrør. Halogenspots og sparepærer er uegnede som belysning.